Arbejdet med udsatte borgere – både voksne, børn og familier – stiller særligt høje følelsesmæssige krav til jer som medarbejdere. Opgaven rummer et grundlæggende spændingsfelt. På den ene side forventes det, at I møder borgerne med omsorg, professionalisme og værdighed – og ofte gør I netop det. På den anden side kan rammer, ressourcer og organisatoriske vilkår gøre det vanskeligt at leve op til både egne og andres forventninger. Dette spændingsfelt kan give anledning til moralske og følelsesmæssige dilemmaer. I faglitteraturen beskrives det blandt andet som moralsk stress – en oplevelse af at vide, hvad der ville være det rigtige at gøre, men samtidig være forhindret i at handle derefter. Over tid kan dette føre til udmattelse, frustration og en nagende fornemmelse af ikke at slå til, selv hos erfarne og fagligt stærke medarbejdere.
Samtidig er arbejdet præget af stor relationel kompleksitet. I bliver påvirket af de mennesker, I arbejder med, og af de følelser, som ikke altid får et sprog i hverdagen. Ufortalte følelser kan skabe belastning – både individuelt og i teamet – hvis de ikke får et trygt rum at blive delt og bearbejdet i. Derfor inviteres I til en temadag med fokus på fælles refleksion, forståelse og trivsel.
FOKUS PÅ TEMADAGE ELLER KURSET
På de dagen vil vi sammen undersøge, hvordan I kan forstå og håndtere moralsk stress som et vilkår i arbejdet, skabe plads til og sprog for de svære følelser, finde balancen mellem engagement i opgaven og ro i eget nervesystem samt styrke den psykologiske tryghed i teamet, så I bedre kan støtte hinanden i at stå i de følelsesmæssige krav.
Målet med dagen er at give jer både faglig viden, mulighed for refleksion og konkrete redskaber, der kan hjælpe jer med at passe bedre på jer selv og hinanden – og dermed også sikre kvaliteten i arbejdet med borgerne på længere sigt.
FORM
Temadagen adskiller sig fra mange traditionelle temadage. PowerPoint-præsentationer og tung teori er bevidst fravalgt til fordel for konkrete eksempler, praksisnær viden og erfaringer fra mit (og andres) arbejde med høje følelsesmæssige krav.
Undervisningen vil være en vekselvirkning mellem korte teoretiske oplæg, fælles drøftelser og erfaringsudveksling på tværs af deltagerne. Der lægges vægt på genkendelighed, refleksion og direkte overførbarhed til deltagernes egen praksis.